Kreaklubbens måske største succes, hvis vi selv skal sige det, er vores gipsmasker. Du husker måske at have lavet dem i børnehaven eller på fritidshjemmet, og det er altså stadig voldsomt underholdende. Vi gik to og to til værks, og den sværeste bedrift var uden tvivl at "holde masken"....høhø. Grineglip og hurtigttørrende gipsgage er ikke den bedste kombi.
Du skal bruge:
Vaseline (her skal du ikke spare)
Gipsgage skåret i 3 cm brede stykker (kan købes i Panduro Hobby)
En skål med vand
Smør hele ansigtet ind i vaseline, og husk for guds skyld hårgrænsen. Er du fedtet med det, betaler du prisen, når masken skal af og sidder fast i dit hår. Av.
Læg dig ned på et bord eller på gulvet. Din makker skal nu dyppe et gipsgage-stykke et efter et og påføre det i dit hoved. Husk at blive enige om, hvorvidt mund og øjne skal dækkes.
Sørg for, at gipslaget ikke er for tyndt. Nu skal det tørre. Det tager 10-15 minutter og det begynder at blive lidt varmt i ansigtet. Herefter tages masken forsigtigt af og lægges til tørre mindst et døgn.
Vi malede dem ugen efter, og se så lige nogle flotte masker!
0 kommentarer:
Send en kommentar